Urets lysende, røde tal flimrede i halvmørket på det lille, hvidmalede bord ved siden af sengen. 02.29. Om et minut ville den skingre bippen meddele ham, at det var tid at stå op. Han kiggede på det, og slog med en doven bevægelse vækkefunktionen fra. Han var vågen. Han havde vidst, at han ville være vågen. Men for en sikkerheds skyld var det alligevel blevet sat. Hele natten havde han ventet, og nu ville hun lige straks komme.

Lampernes grelle, orange lys på den natøde gade udenfor kastede store, firkantede lysfelter på loftet. Byen sov nu, kun af og til trængte den dæmpede lyd af en ensom bil kort op til ham gennem de små vinduer. Der var stille i opgangen. Rundt omkring ham blev der sovet, men ikke i hans lejlighed. Timer havde han brugt på forberedelserne, et sidste, unødvendigt kig rundt overbeviste ham for hundredesyttende gang, at alt var rede. Hun ville komme lige straks. Han satte en cd på. Dæmpet klaver, ikke noget anmassende, ikke noget rytmisk. Han slukkede lampen i loftet, og overgav sit hjem til stearinlysenes små, blafrende skær.

Det summede ude i gangen. Dørtelefonen. Det gav et sæt i ham, lyden var skærende og anmassende, her i stilheden. Så gik han ud, trykkede på svar-knappen.

"Ja?"

"Det er mig. Lukker du op?"

Han smilede for sig selv. Legen var i gang.

"Nej. Ikke endnu. Du må først bestå en prøve."

"En prøve? Hvad snakker du om?"

"En prøve. Man kommer ikke ind her, uden at have fortjent det."

Hun var tavs et øjeblik dernede. Havde han trukket den for langt? Men så knitrede hendes stemme atter igennem samtaleanlægget.

"Okay. Hvad vil du have jeg skal gøre?"

"Du skal stille dig i døren overfor..."

"Ja?"

"Og så skal du tage dit tøj af."

"Hvad? Midt på gaden?"

"Der er ingen på gaden nu, alle sover. Se selv vinduerne."

"Ja, men alt tøjet?"

"Alt tøjet."

Hun brød af. Han skyndte sig ind i stuen, stillede sig ved vinduet og kiggede ned. Han kunne se hende gå over gaden. Hun vendte sig kort og kiggede op til ham. Han smilede stille for sig selv, og vinkede til hende. Så krøb hun ind i døråbningens mørke derovre. Klik. Et øjeblik stod hun og kiggede usikkert til begge sider. Så strøg hun den lette sommerjakke af skuldrene, og lod den falde ned på tasken, der stod ved hendes fødder. Klik. Hun knappede skjorten op, og tog den af. Med famlende, forjagede bevægelser fjernede hun sit tøj, til hun til sidst stod i døren dernede, kun iført de små, hvide trusser. Klik. Endnu et par hurtige blik ned ad gaden. Så røg også trusserne. Han trykkede på fotoapparatets udløser endnu en gang, sikrede sig et sidste tåget, kornet billede af sin nøgne tøs. Den tekniske kvalitet ville ikke blive god, men til gengæld var motivet det smukkest mulige.

I det samme for hun sammen dernede, da en bils skærende forlygter pludselig brændte sig gennem sommernattens mørke. Hun nåede med nød og næppe at kaste jakken over sig. Bilen kørte forbi, hun stod sammenkrøbet i den mørke dør. En tid lang blev hun stående, urørlig, kun med den tynde jakke over sit nøgne legeme. Så smøgede hun atter jakken af, og kastede den febrilsk ned oven i det andet tøj på tasken for sine fødder. Greb det hele, og løb med lette, fjedrende skridt nøgen over gaden. Han skyndte sig ud i entréen, og trykkede døren åben. Han kunne høre døren gå dernede, kunne høre hendes nøgne fødders små klask på terassogulvet. Så de små, uundgåelige knirk fra den gamle trætrappe, og så bankede hun let og hurtigt på hans dør. Han åbnede den, og holdt den på klem mens han kiggede drilsk ud på hende.

"Ja?"

"Luk mig ind, for fanden."

"Hovhov, du. Ordentligt sprog, om vi må bede."

"Luk nu op!"

"Kom ind med dig."

Han trak døren op, og lod hende smyge sig ind til ham. Han lagde sine arme om hende da hun passerede ham. Kyssede hende. Hvor var hun smuk som hun stod der, nøgen, og med al sit tøj hulter til bulter i favnen, stakåndet af spænding.

"Det var smukt, min ven. Du var dygtig."

"Det gør du altså ikke én gang til..."

"Nå? Det var ellers rigtig pænt. Du kan se det senere, jeg har billeder af dig."

"Har du fotograferet mig? Det kan du da ikke tillade dig."

"Du har da ikke noget imod det. Vel?"

"... okay. Men hvad hvis nogen havde set mig?"

"Hvad så? Så havde de bare set, hvor smuk en tøs jeg har."

"Du er umulig. Fuldstændig håbløs."

"Ja, min kære. Og du er dygtig. Rigtig dygtig."

"Tak… herre." Hun smilede til ham nu. Hendes vejrtrækning var blevet hurtig. Han kunne se, hvordan de små, ivrige knopper på hendes bryster endnu strittede, hårde og skamløse, af nattekulden udenfor.

Han tog fat om hendes ene håndled, og hun lod tasken og tøjet falde på gulvet i en stor, rodet bunke. Så trak han hende blidt med ind i stuen, hun fulgte ham villigt. Hendes blik var slået ned, det lange hår hang ned foran hendes ansigt. Hvor var hun yndefuld, som en klassisk statue. En gratie. Hvad var det, der stod i Højsangen... gazeller. Han gav hendes håndled et kærligt klem. Hun løftede hovedet og smilede let til ham.

Han skubbede hende ned i den store, dybe lænestol. Villigt satte hun sig til rette, hænderne famlede usikkert rundt en tid, som følte hun sig ikke helt tilpas i stolen. Han bad hende lægge hænderne på armlænene, så de runde, små bryster lå udækkede hen. Stadig pegede de mørke brystvorter frækt ud imod...

Læs hele historien på eroveller.dk